Samfund

Kommunerne er klar med husly til mindst 15.000 ukrainere

Ny undersøgelse fra KL bekræfter, at kommunerne er i fuld gang med at forberede sig på at kunne modtage ukrainere på bedste vis. Logi til mindst 15.000 ukrainere forventes at stå klar.

Landets kommuner skønner i en ny KL-undersøgelse, at de samlet set har logi til mindst 15.000 ukrainere. 85 kommuner har svaret på spørgeskemaet.

Regeringen forventer, at omkring 20.000 ukrainere vil komme til Danmark i den kommende tid.

”At kommunerne kan stå klar med mindst 15.000 sengepladser, vidner om den enorme opbakning og vilje til at hjælpe, der er i landets kommuner og blandt civilsamfundet,” siger KL’s formand Jacob Bundsgaard.

Tallene fordeler sig på akut indkvartering (ca. 5.800), pladser i egnede bygninger til asylcentre (ca. 5.700) og privat indkvartering (ca. 3.200) hos borgere og erhvervsdrivende, der ønsker at stille boliger til rådighed, fx sommerhuse, annekser, værelser i eget hjem, vandrehjem, erhvervslokaler m.v.

Den gode modtagelse forberedes

Ud fra undersøgelsen kan man også se, at langt størstedelen af kommunerne allerede er i gang med at iværksætte indsatser, som kan bidrage til en god modtagelse for ukrainere.

”Kommunerne opretter fx kommunale taskforces, der koordinerer med civilsamfundet og sikrer gode forhold for ukrainske børn. Nogle er ved at udvikle velkomstmateriale på ukrainsk, og mange opretter hotlines for borgere, der gerne vil hjælpe. Der er også et stort engagement fra civilsamfundet om at hjælpe til med at modtage de ukrainere, der kommer til landet, i fællesskab med kommunerne, fx når det gælder husly, mad og tøj,” siger Jacob Bundsgaard.

Undersøgelsen viser også, at kommunerne i den grad efterspørger hjemmel til at hjælpe de mennesker, som kommer til landet, med det der er nødvendigt og akut. Som reglerne er i udlændingeloven nu, kan ukrainerne kun få en statslig forsørgelse – fx mad og tag over hovedet – hvis de søger asyl.

”Derfor er vi glade for, at udlændinge- og integrationsministeren onsdag meldte ud, at han er klar til at se på en særlov til at give ukrainere mulighed for opholds- og arbejdstilladelse. Vi vil rigtig gerne bidrage i kommunerne, så vi kan give de ukrainere, der kommer til landet, den fornødne hjælp og ikke mindst trygge rammer,” siger KL-formanden.

Kommentarer